Vil Hayflick-grænsen forhindre os i at leve evigt?

Offentliggørelsen af Hayflick-grænsen repræsenterede en radikal ændring i den måde, videnskaben så på den cellulære reproduktion på. Før lægens opdagelse troede man, at celler var i stand til at være udødelige. Selv om fænomenet Hayflick-grænsen kun er blevet undersøgt in vitro, kom det efterhånden til at blive generelt accepteret i det videnskabelige samfund som en kendsgerning. I årtier så det ud til, at grænsen var uovervindelig, og sådan ser det stadig ud. I 1978 kastede opdagelsen af et segment af ikke-replikerende DNA i celler, kaldet telomerer, imidlertid lys over muligheden for udødelighed i cellerne.

Telomerer er gentagne DNA-strenge, som findes i enderne af kromosompar i diploide celler. Disse strenge sammenlignes normalt med de plastiske ender på snørebånd (kaldet aglets), der forhindrer snørebåndene i at flosse. Telomerer yder den samme beskyttelse til kromosomer, men telomeren i enden af hvert kromosompar forkortes ved hver celledeling. Til sidst er telomeren udtømt, og apoptose begynder.

Afdækning

Afdækning

Offentliggørelsen af telomerer støttede Hayflick-grænsen; det var trods alt den fysiske mekanisme, hvormed celler gik ind i senescens. Knap ti år senere blev der imidlertid afdækket et andet gennembrud inden for cellens aldring. Telomerase er et protein, der findes i alle celler, men i normale celler er det slået fra – det gør ikke noget. I unormale celler som tumorer og kønsceller er telomerase imidlertid ganske aktiv: Det indeholder en RNA-skabelon, der er i stand til at producere nye telomerer i enderne af kromosomererne i aldrende celler.

Telomerase vækker begejstring i forskerkredse om aldring af to grunde. For det første, da det er naturligt aktivt i tumorer og kan påvises i urinprøver, kan testning for tilstedeværelsen af telomerase føre til mere effektive test af kræftpatienter. For det andet har forskerne fundet ud af, hvordan man kan udvinde telomerase og syntetisere det. Hvis man tilføjer aktiv telomerase til normale voksne celler, vil de potentielt set fortsætte med at formere sig langt ud over deres Hayflick-grænse. I en undersøgelse, der støtter denne opfattelse, rapporterede forskerne, at celler, som de havde indført telomerase i, havde replikeret 20 gange mere, end deres normale levetid ville indikere – og stadig delte sig.

Videnskaben har endnu ikke endeligt bevist, at telomerase kan skabe udødelighed på celleplan. Der synes at være utallige faktorer involveret i programmeret celledød ud over ødelæggelsen af telomerer. Så længe mennesker frygter døden, vil der dog altid blive forsket i at overvinde disse naturlige hindringer for vores udødelighed, hvad enten de er cellulære eller ej.

Reklame

Skriv en kommentar